kongen. Den siktede måtte værge sig med settered. – Ringere skadetilføjelse var derimod ubetinget bødesag; boden benævnes i Frostatingsloven avindsbod (öfundarbót), og udgjorde fjerdeparten af den fornærmedes personlige ret, men i Gulatingslagen þokkabót (velviljes-bod), og udgjorde et fast beløb af 6 ører (= en fjerdepart af hauldsret), uden hensyn til stand, til den fornærmede, men intet til kongen; den siktede måtte værge sig med lyrittered. Se G. L. 96 og 139 jfr. 135; F. L. V. 21, X. 40, XV. 10, 11 og. 13; B. R. 117. I de enkelte bestemmelser forekommer imidlertid megen uregelmæssighed, idet regelen krydses af forskjellige afvigende forskrifter, udentvivl af sednere oprindelse.
I en klasse for sig selv stod mordbrand, der var ubødesag (G. L. 98 jfr. 178; F. L. XV. 2 jfr. IV. 4); skjønt befrielseseden efter Gulatingsloven alene var settered, hvilket, som ovenfor bemærket, synes at tyde på, at også denne gjerning oprindelig alene har medført simpel fredløshed.[1] Efter begge love udfordres ikke, at noget menneske skal være indebrændt; men det er tilstrækkelikt, at der er sat ild på våningshus eller andet, der er således beliggende indengjerdes, at det er væntelikt, at hele gården brænder op. Dette er dog vistnok også en nyere bestemmelse. – Anden ildspåsættelse synes at have været betraktet som spildeværk, jfr. F. L. XIII. 13 og XV. 11 og 12.
Ildspåsættelse på sæterhus, smidje, jægerhytte eller andet desl. i almenning medførte efter F. L. XIV. 8,
- ↑ Usandsynlikt er det ikke, at opfatningen af spellvirki som fredløshedssag, uden nogen undtagelse for mordbrand, på samme måde som ærekrænkelse, i Gulatingslagen har vedligeholdt sig længst.
