M. L. VIII. 27,[1] B. L. 20 (hvilken sidste åbenbart indeholder den riktige text, jfr. M. L. VII. 36) på samme måde som de ældre love, efter som skaden opgår til et beløb af en halv mark eller er ringere. Det første, der her benævnes fuldrets-skade, bødedes med fuld ret, det andet med avindsbod til den fornærmede, samt i begge tilfælde fuld erstatning – Bøder til kongen foreskrives kun i nogle af de grovere tilfælde, og deres størrelse er i regelen 1 mark.
Særskilt omhandler M. L. VII. 17 drab af andenmands øg for plog eller harv i ånnetiden, hvilket, foruden erstatning og avindsbod til den fornærmede, medførte 5 marks bod til kongen; hvorimod ødelæggelse af plog eller harv, skokler, sæletøj eller desl. alene medførte erstatning og avindsbod til den fornærmede, men, som det synes, ingen bod til kongen. – stjal nogen jærnet af andenmands plog, skulde han give tredobbelt erstatning og bøde avindsbod til den fornærmede samt 2 mark til kongen. Tyveri af sæletøj eller andet plogredskab betraktedes derimod som hvinske og medførte ligeledes tredobbelt erstatning.
For nedbryden eller ødelæggelse af andenmands lovlige fiske-indretninger fastsætter M. L. VII. 48, hvis det er laxegård, en bod for høvedsmanden af 1 mark til kongen „fyrir lögbrot“ og 1 mark til ejeren „í öfundarbót“,
- ↑ Hvervitna þar, sem menn gera mönnum fjárskada með heipt eða öfund, bœti sá fullrétti, er gerir, ok skaða, sem 6 skynsamir menn meta, lögliga til nefndir af dómaranum, ef vitni eru til. Þat er alt fullréttis-skaði, er menn meta til hálfrar merkr silfrs; en ef minni er, þá er öfundarbót eptir laga-dómi þeim, er skaði er gerr. Nú dylr hann, ok eru eigi vitni til, syni med lýrittar-eiði, en settar-eiði fyrir fullréttis-skaða; en ef eiðar fallast, gjaldi slikt, sem áðr var mælt.
