Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/8

4

DANIEL THRAP.

denne Strækning formentes før 1595 at have været delt mellem Norge, Sverige og Rusland, hvis Part fra dette Aar tilkom Sverige. Carl IX. gjorde nu forskjellige Skridt for at tilegne sig Landet. Der udkom et Kart, hvorpaa norsk Finmarken stod som et svensk Landskab, og Gøtheborgs Indbyggere fik Privilegium paa at drive Fiskeri i Nordland og Finmarken. Der arbejdedes hen imod den Krig, der afsluttedes ved Freden til Knærød (26 Januar 1613). Ved denne Fred blev vistnok Norges Ret til Landet hævdet, idet Sverige frafaldt al Fordring paa Sø-Lapperne fra Tysfjord til Varanger, men Spørgsmaalet om en Grændse mellem Landene blev holdt aabent, da det heder i Fredsforedraget: „– – – – Doch skulle ther medh icke vara meente the finne och lappebyar, som ligga ifrå sjön och till fjeldh, uti hvilcka the å begge sidor sig sin hafvande rätt och rättighet förbehålle, medan den samma ej vidkommer den irring, som vid sjösidan har varit förlupen.“ Følgen heraf blev gjensidige Klager over, at begge Landes Embedsmænd greb for meget om sig ved at kræve Skat i Fjeldbyerne. Ved Fredslutningerne i Kjøbenhavn (27 Mai 1660) og i Lund (26 Septbr. 1679) blev det vistnok bestemt, at Grændsen i Finmarken skulde fastsættes ved Kommissarier fra begge Lande, men det skede ikke, og hele Aarhundredet igjennem vedblev Besværingerne over uberettiget Indkrævning af Skatter fra begge Landes Embedsmænd. 1695 (2 Febr.) havde saaledes den svenske Lenshøvding Grev Douglas gjort Paatale hos Vice-Lagmand Knag i Anledning af, at de norske Fogder aarlig oppebar Skat af Lapperne i Kautokeino, Afwiovorra, Telmo, Utzioki og Enare Byer. Han paastod, at Sveriges Konge skulde „lämnas rättigheten till skatten i lenets Lappebyar, under hvilckens