bod af 4 mark (samme straf som for hæleri og ikke åbenbart tyveri). – Rb. 28 Aug. 1315 og Chr. IV. L. III. 6 forbyder i almindelighed dem, der har gjort sig skyldige i fredløshedssag, uden kongens tilladelse at blive siddende hjemme i bygderne, og befaler kongens ombudsmænd at pågribe slige misdædere, og enhver, som får kundskab om deres tilholdssted, at angive dem, under straf af bøder og kongens unåde.
IV. Blandt strafbare forsømmelser af de medborgerlige plikter mærkes især:
1, Forsømmelser med hensyn til ledingsplikten. – Modvillig unddragelse af ledingsplikt var fredløshedssag, G. L. 296 og 298g ligeså rømning fra skibet under toktet, hvilket dog af mandskabet kunde afsones med 40 marks bod, men høvedsmanden blev ubetinget fredløs (G. L. 302). – Også M. L. III. 13, Chr. IV. L. ibid. belægger desertion i fejdetid med 8 ørtuger og 13 marks bod for hver af mandskabet, og for høvedsmanden, som landsforræderi, med ubetinget fredløshed. – For forsømmelse af at møde ved almindelikt opbud i tilfælde af fiendtlikt anfald på landet, såvelsom for ikke at befordre krigsbudstikken i sådant tilfælde, sætter alle lovene fredløshed, hvilken dog, forsåvidt forsømmelsen ikke havde en forrædersk karakter, vistnok kunde afsones med 40 marks eller, efter den nye lov, 8 ørtuger og 13 marks bod, G. L. 312, jfr. F. L. V. 2; M. L. III. 3, Chr. IV. L. ibid. – Iøvrikt var den almindelige bod for ledingsforsømmelse (leíðángrsfall), – såvel unddragelse fra udredselen som udeblivelse fra den personlige tjeneste, hvortil også henregnes at gjøre tjeneste på et uriktikt skib, – 3 mark; og samme bod medførte det, hvis nogen efter hjemkomsten forlod skibet, inden det var behørig opsat, G. L. 296, 299, 301,
