bod. – For byernes vedkommende mærkes endelig forsømmelse af vakthold (B. L. VI. 3), der i almindelighed medførte 2 ørers bod; at sove på vakt 1 øre.
V. Brevbrud eller ulydighed mod en kongelig befaling nævnes ikke i de gamle lovbøger, men først i de sednere retterbøder som en særskilt forbrydelse. Foruden retten til boð og bann, der fra de ældste tider var et kongelikt prærogativ, og for hvis overtrædelse loven selv satte straf, besad heller ikke kongen i den ældre tid nogen almindelig befalingsmyndighed, og ingen var pliktig at adlyde en befaling, der ikke havde hjemmel i loven. Derfor måtte også de kongelige retterbøder, for så vidt de medførte virkelige forandringer i eller tillæg til loven, for at erholde gyldighed, vedtages af folket til tinge. – Efter den forandrede opfatning af den kongelige maktfuldkommenhed, som udviklede sig efter borgerkrigene, vandt imidlertid den anskuelse indgang, at kongen alene skylder gud regnskab for sine handlinger, og at enhver undersåt er pliktig under straf at adlyde hans bud. Denne grundsætning, der allerede er udtalt i M. L. II. 2, måtte i den følgende tid få så meget større praktisk betydning, som den hele lovgivningsmakt efter istandbringelsen af Magnus Lagabøters lovrevision i virkeligheden overførtes på kongens hånd (M. L. X. 3).[1] – Allerede i Håkon Håkonssøns Rb. (F. L. Indl. 16) sættes der straf af 3 marks bod for ikke at holde lagmandens retsafgjørelser, og dette begrundes udtrykkelig i hans stilling som kongelig embedsmand. Endnu skarpere udtales dette i M. L. I. 10 og 11, hvor kongen selv betegnes som den eneste, der er berettiget til at underkjende ikke blot lagmandens
- ↑ Jfr. Forelæsn. over Retshist. I. S. 40.
