Søskendebarn,[1] foreholdt ham, „at den ypperste Dyd i den kongelige og fyrstelige Stand er Naade og Mildhed“, samt endelig meldte ham, at Junkeren skulde blive sendt til Kong Frederik og derfra videre til Tydskland.[2] Halvanden Maaned senere (24de April) skrev Vincents fra Bergenhus til Erkebiskopen i Throndhjem, at han nu vil sende Junkeren til Skotland med Frue Ingers Skibe; han er fremdeles fuldt overbeviist om, at han er ægte, men tilføier dog, at hans Broder Ove er gaaet over til den Mening, at han kun er en Stalddreng.[3] Ogsaa i sine Breve til Kong Frederik fastholdt Vincents fremdeles sin Tro om Junkeren; i det sidste af disse, der er dateret 7de Mai, melder han, at han nu sender Manden afsted til Hr. Tyge Krabbe paa Helsingborg.[4]
Virkelig sendtes nu Dalejunkeren afsted fra Bergenhus, hvor han havde levet i nogle Maaneder i Slotsherrens og hans Families, og tildels ogsaa, som vi skulle se, i Fru Ingers Selskab. Men den Maade, hvorpaa han blev sendt bort, var i høieste Grad characteristisk. Hr. Vincents vovede ikke andet end at sende ham som en Fange, der skulde transporteres til Danmark, men han indrettede Alt saaledes, at Junkeren skulde kunne rømme underveis. Skibet var, som det synes, et privat Handelsfartøi, og kun tre Mand medgaves som Vagt over Junkeren, medens denne fik to Mand med til sin personlige Tjeneste. Det blev altsaa tre mod tre, og Kong Frederiks Klagemaal over Hr. Vincents kan derfor ikke kaldes ubeføiet, naar det deri heder: „Og
kan hver Mand vel besinde, om tre Karle kunde føre andre
