begge to døde i Lybek. De efterlode Børn, deriblandt den senere i Norges Historie (fornemmelig under Syvaarskrigen) velbekjendte Hr. Erik Ottessøn Rosenkrands. Hr. Vincents Lunge troede ikke destomindre her at kunne have Udsigt som Arvejæger paa sin Svigermoders Vegne; thi Inger Ottesdatter var et Næstsødskendebarn af Inger Erlandsdatter. Han udfandt nu, at Næstsødskendebarn var nærmere Slægtskabsgrad („tredie Led“), end søsters Datters Sønnebørn („fjerde Led“), som var de unge Rosenkrandsers Forhold til den gamle Fru Inger, og for denne aabenbart ubegrundede Betragtning fandt han en Hjemmel i „Keiserloven“ eller den romerske Ret, der ved den Tid virkelig holdt paa at vinde Indgang som Retskilde i Norden. Nu var vistnok den svenske Rigshovmester Hr. Thore Jenssen og Jomfru Karine paa Grefsheim (Hr. Knut Alfssøns Søster) ligeledes den gamle Fru Ingers Næstsødskendebørn,[1] og efter Norges Lov kunde det see ud, som om Hr. Thore „for Skjoldsidens Skyld“ skulde gaa foran, men ogsaa her meente Hr. Vincents at kunne tage Tilflugt til den romerske Ret. Han lod det nu ikke mangle paa Opmærksomhed mod den gamle Frue for at faa hende til at forbigaa de Rosenkrandsiske Børn. Han var den første, som lod hende Otto Rosenkrands’s Død melde, idet han, som han selv siger: „med mange gode Ord trøstede hende og tilbød sig at forsvare hende efter hans Død og gjøre hende god Skjel i alle Maader, om hun vilde sætte nogen Love til ham“. Da den gamle Enke tog sig denne Tidende meget nær og græd og bad Gud bedre sig, sendte Vincents sin Hustru, Fru Margrete, til hende og skrev strax efter sin svigermoder til, for at ogsaa denne
kunde indfinde sig i Bergen og hjelpe til at behandle Inger
- ↑ Om dette Slægtsforhold henvise vi forøvrigt til Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, udg. af Chr. Lange, 4, S. 74.
