Slotsloven til den, hvem Kongen til den Tid maatte have udnævnt til hans Eftermand. Derhos skulde Hr. Vincents ved næste Konge- og Herremøde personlig indfinde sig for at gjøre Kong Gustav sin Undskyldning, hvilket ogsaa skulde paalægges Fru Inger og Erkebispen.[1] Udentvivl har Hr. Vincents, der, som vi skulle høre, i Vinteren 1528–1529 besøgte Danmark, været tilstede hos Kongen i Flensborg, da dette Brev afgik.
Saaledes kunde det synes, som om Vincents Lunge, hvis hovmodige og egenmægtige Færd saavel mod sin egen Konge som mod Naborigets havde antaget en saadan Udstrækning, at man fristes til at sammenligne ham med Corfits Ulfeldt, nu endelig havde maattet døie alvorlige Ydmygelser. Men, nærmere beseet, maa man sige, at Kongen selv maatte ydmyge sig omtrent ligesaa dybt for sin egen Undersaat. Frederik var nemlig ikke saaledes stillet ligeoverfor denne, at han kunde afskedige ham uden Videre. Han maatte gaa paa Accord med ham, og Vincents kunde forlange en høi Betaling for at vige Bergenhus og dermed gjøre det muligt for Frederik at give den svenske Konge nogen Opreisning. Han beholdt nemlig hele Sogn paa ti Aar, dertil endog Jemteland, Sveriges Naboprovinds, samt endelig Finmarken, det sidste paa Livstid. Og, hvad mere, Kongen maatte overdrage ham, og det ikke som Forlening, men til fuld Eiendom for ham og Arvinger et af Norges betydeligste Godser, en Gave fra Kronen til Enkeltmand, der i Betydelighed og Værd savner Sidestykke i vor Historie, og som bliver saameget mere mærkværdig, som Kongen maatte vide, at han derved
fornærmede den norske Kirke og deres Prælater. Kongen
- ↑ Gustav I.s Registr., V. 285–286. Til nogen personlig Undskyldning fra Erkebispens og Fru Ingers Side ligeoverfor den svenske Konge kom det dog ingensinde.
