Vincents’s Vold, og denne tog, hvad der naturligvis maatte forarge, flere af de hjemløse Munke i sin Tjeneste som Hofmænd.[1] I sit Hus havde han allerede i 1528 begyndt at forandre de katholske Bordskikke, idet han lod kvæde tilbords paa en ny Maade, og længe varede det ikke, inden Svigermoderens Tjenere paa Giske fulgte Exemplet, „kvædede og skjæmmede Præster efter Luthers Digt og overhoved viste det katholske Kleresi Foragt og Uærbødighed“.[2] Tilsidst skal Vincents ogsaa ligefrem have krænket selve Erkestolens Privilegier.[3]
Under slige Omstændigheder er det naturligt, at en Mand af Erkebispens Tænkemaade ret af Hjertens Grund forbitredes paa Vincents Lunge og inderlig længtes efter at tilintetgjøre ham. Alligevel kunde man dog ønske nærmere at kjende hans Bevæggrunde til et saa voveligt Skridt som at begynde en formelig Feide. Vel var det saa, at Vincents ved sin selvraadige Færd havde skadet sig hos sin egen Konge og gjort sig Nabokongen til Uven, men selv Frederik den Første havde dog ikke vovet andet end at ledsage Afsættelsen fra Bergenhus’s Slotslov med anseelige Gaver, Vincents var fremdeles mægtig, og en ligefrem Feide maatte synes i Længden at skulle blive, hvad det ogsaa blev, selve Angriberen skadeligere end den Angrebne, medmindre at samtidig Christiern den Anden skulde have vist sig i Norge og Alt der antaget en ny Skikkelse.
Men, hvorom Alting er, da Eske Bilde kom til Bergen, havde Erkebispen ikke alene sat sig i Besiddelse af Hr. Vincents’s nordligste Len, Finmarken, men tillige bemægtiget
sig alle Svigermoderens, Fru Ingers, Forleninger og Gaarde i
