stavelse om hendes Forhold til Sagaen, det er først opdaget i forrige Aarhundrede og af Forfattere, der ikke forstod Oldsproget. Var „Historiens Gudinde“ forsvinder saaledes, og den tyske „Fru Eventyr“ staar ganske alene og kan ikke hævde sig højere Alder end 12te eller 13de Aarhundrede, altsaa den kristne Middelalder. Knude Grimm her se Fejl paa Grund af selve Methodens og Materialets Usikkerhed, blev dette endnu lettere for hans Efterfølgere, der uden Frygt begav sig ud paa Eventyrenes og Sagnenes store Hav for at samle nyt Bytte til Fuldendelse af Grimms store Bygning, den urtyske Mythologi. Grimm havde af de nordiske Gudenavne konstrueret tilsvarende tyske, som af Freyr – Froho, af Bragi – Brego, og henstillet til nyere Forskere, at skaffe Vidnesbyrd om disse fra Tyskland; han havde ogsaa givet Anvisning til at finde saadanne, idet han betragtede alle Sagnhelte og Heroer som Levninger af ældre Guder („ein Niederschlag älterer Götter“) og Eventyr som Levning af ældre Myther. Denne Mesterens Anvisning blev fulgt af Disciplene, og i Grimms senere Aar og endnu efter hans Død fremtræder der en Skara tyske Mythologer, som fører de germaniske Folks nyere sagnhistoriske Litteratur tilbage til Mythologi: hver Sagnhelt bliver en Gud, hvert Eventyr, Saga eller endog Legende til ur-germaniske Myther. Til at skaffe dem Plads i Mythologien behøvedes der kun den ringeste Lighed med Myther eller mythiske Personer: naar
at Odin og Sága bor tilsammen i Sökkvabekk, altsaa at Sága er Odins Hustru (ɔ: Frigg): „Sökkvabekk hedder den fjerde (Gaard), der skvulper svale Bølger over; der drikker Parret Odin og Sága (Þau Óðinn ok Sága) hver Dag glade af gyldne Kar.“ Sága (Seersken) er et ikke ueffent Navn paa Frigg som „veit öll orlög“, og Sökkvabekkr (Dybenes Bænk eller Sæde), som de „svale Bølger skvulper op over“, kan vel ogsaa have været et andet Navn paa Fensalir (Myr-salene).
