som de tyske kjøbmænd fra Westfalen. I 1307 nævnes en skomaker ved navn Gerardus de Stæinfærd (d. e. Burg-Steinfurt i Westfalen)[1].
I Tunsberg nævnes de tyske skomakere første gang i 1395 (s. 58). Alt i 1884 omtales dog en tysk skrædder ved navn Hænnike i Tunsberg. Skomakerne i Oslo og Tunsberg hørte rimeligvis nøie sammen. Forfatteren har sandsynligvis ogsaa ret i at skomakerne i Nidaros var en slags filial av dem i Bergen (s. 61).
Skomakerne i disse fire kjøpstæder, eller villae forenses som de kaldtes, var organiseret paa samme maate. De bodde i en gaard som tilhørte kongen, og betalte en aarlig leie til denne og hadde ogsaa andre pligter. Skomakerne i Bergen stod ved midten av 14de aarh. under en høvedsmand, som var utnævnt av kongen, og to mestermænd; den hanseatiske Stahlhof i London var organiseret paa en noget liknende maate. I Nidaros omtales en tilsvarende ordning. Hvordan det var i Tunsberg og Oslo, vet vi ikke sikkert. Skomakergaarden i Tunsberg tilhørte 1395 en slegtning av kongehuset, som testamenterte den til Mariakirken i Oslo. Kong Haakon VI gav likeledes i 1364 Skomakergaarden i Oslo til Mariakirken.
Skomakerne i Bergen blev 1379 avhængige av Kontoret. Senere kom ogsaa skomakerne i Oslo og Tunsberg, likesom kjøbmændene dér, under opsyn av Rostock og Stralsund. De tyske haandverkere tilhørte med andre ord fra nu av den tyske Hansa.
Forfatteren taler desværre ikke om forholdene i de øvrige norske byer. Man ser dog at der ogsaa i enkelte av disse bodde tyske haandverkere i det 15de aarh. Saaledes nævnes i 1454 i Marstrand en Henrik skrædder (Henricus sartor) og hans (norske?) hustru Segrita[2]. Navnet Henrik bruktes i middelalderen meget sjelden av norske, saa vi tør tro at Henrik skrædder var tysker, saa meget mere som den tyske Henrik Kalteisen viste ham en gunst. De haandverkere som jeg i det 14de og 15de aarh. har fundet nævnt i vore andre
