da ikke længer fandtes norske skomakere i Oslo, vet jeg ikke. En Æistein sutare nævnes 21 decbr. 1330[1]. Samme aar omtales ogsaa en Nicholas sutare, som maa ha været norsk, i Tunsberg[2].
Snart kom det ogsaa andre tyske haandverkere. I Bergen blev de norske haandverkere næsten fuldstændig fortrængt. Længst synes guldsmedene at ha holdt sig. Paal Anderssøn guldsmed levet omkr. 1360–1370. De faa norske haandverkere som nævnes i Bergen før 1380, er omtalt av Bendixen (s. 51). Den eneste han har glemt, er Anbyon gulsmidher i 1334[3]. Alt ved begyndelsen av 15de aarh. var de tyske haandverkere delt i 4 laug, skomakere, skræddere, skinnere og guldsmeder. Men skomakerne var fremdeles de vigtigste. I et aktstykke av 1 juni 1412 heter det: wij schomaker gemenlich, de versammelt werre van den veer straten to Bargen[4]. Ved midten av 15de aarh. var der ikke mindre end 6 laug, skomakere, skræddere, guldsmeder, overskjærere, skinnere og bakere (s. 122)[5]. I 1507 nævnes ogsaa bødkere[6]. En tysk (?) tømmermand, Henning Timbermann, nævnes 1463[7]. Norske haandverkere nævnes i denne tid ikke i Bergen. Men at der f. eks. har været norske jernsmeder, snekkere og kammakere, er vel ikke usandsynlig. I 1516–17 nævnes ialfald norske smede i Bergen[8]. En kunde ellers ha ønsket at forfatteren mere indgaaende hadde talt om disse spørsmaal.
I de øvrige norske stæder fik tyskerne aldrig saa stor magt. Baade i Nidaros, Oslo og Tunsberg har der hele middelalderen igjennem været norske haandverkere. Der nævnes ogsaa flere end de som forfatteren leilighetsvis omtaler. Smedene i Oslo bodde, ser vi, i tomter som hørte til
- ↑ Dipl. Norv. IV, nr. 192.
- ↑ Dipl. Norv. V, nr. 85.
- ↑ Dipl. Norv. XII, nr. 83.
- ↑ Hansisches Ukb. V, nr. 1054.
- ↑ Hans. Ukb. VIII, nr. 42.
- ↑ Dipl. Norv. VII, nr. 597.
- ↑ Dipl. Norv, XII, nr. 232 (s. 204)
- ↑ Norske Regnskaber og Jordebøger fra det 16de Aarhundrede, udg. ved H. J. Huitfeldt-Kaas I, s. 36: Endrit smed (1516), Jasper smed paa Stranden; (I, s. 65) har vel heller ikke været tysk, og likesaa Jens smed (s. 65).
