Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, andet bind (1914).djvu/246

242

EBBE HERTZBERG

hed tager for sig (jfr. hans anmeldelse af Vosgraff’s »Norriges krigshistorie i middelalderen«, Samlede afhandlinger, I s. 52–55). Det er imidlertid ikke frit for, at Munch paa de forskjellige steder, hvor han har udtalt sig om ledingen og dens organisation, kommer i modsigelse med sig selv og undlader at trække de nødvendige logiske konsekventser af sine egne skarpsindige paavisninger. Omtrent jævnaldrende med Munch’s, omend senere overgivet i trykken, er Rud. Keyser’s fremstilling af »landeværnet« i »Norges stats- og retsforfatning i middelalderen« (»Efterladte skrifter II, 1 1867, s. 222–30); den er i det væsentlige, endnu mere end Brandts, kun en gjengivelse i korte omrids af lovenes direkte anførsler. Ligeledes har Ernst Sars navnlig i en afhandling om »folkemængdens bevægelse i Norge« (Hist. Tidsskr. II 3, s. 368–72) udtalt sig angaaende visse hovedspørgsmaal i ledingsmaterien. Uagtet han vender sig skarpt mod Munch’s anvendelse af meddelelserne om ledingshæren til at beregne folkemængden i middelalderen, staar han dog i det store taget ganske paa Munchs og Brandts standpunkt i sin opfattelse af organisationens hovedtræk. Fra Brandt skiller han sig egentlig kun i spørgsmaalet om ledingshærens størrelse, den Sars reducerer meget stærkt. Heller ikke i mit glossar til de gamle love finder man nogen ny opfatning i emnet gjort gjældende, og dette er ligesaalidt tilfældet i Hjalmar Falks nys udkomne grundige arbeide over »Altnordisehes Seewesen« (»Wörter und Sachen«, 4de bind), hvor behandlingen af selve ledingsvæsenets organisation desuden ligger helt udenfor forfatterens opgave. Dog kan det ikke nægtes, at Falks sammenstilling af kildestederne for ledingsfartøiernes og deres mandskabers størrelse i væsentlig grad bidrager til at støtte Munch’s lære desangaaende og altsaa samtidig til at rokke Sars’s paastande. Sluttelig skal her endnu mindes om Macody