Lund’s bog, »Norges økonomiske system og værdiforhold i middelalderen«, hvori en række afsnit giver tankevækkende bidrag ogsaa til udredningen af ledingsvæsenets økonomiske grundlag og ledingsskattens ordning. Heller ikke her fraviges imidlertid for den personlige ledingsudfærds vedkommende den ældre læres uklare forudsætninger.
Der savnes derfor ingenlunde opfordring til paany at optage det hele emne til behandling. Naar jeg i det følgende skal forsøge at stille enkelte fremspringende punkter i en anden belysning end hidtil skeet, er det mig dog ikke muligt at levere en monografi over det omfangsrige stof i dets helhed; jeg maa indskrænke mig til at redegjøre for de forhold, der staar i mere eller mindre nær forbindelse med spørgsmaalet om ledningshærens talrighed og den effektive sjømagt, hvormed det norske rige i høimiddelalderen formaaede at optræde.
Hovedfeilen ved de tidligere fremstillinger af ledingsvæsenet er den samme, som ogsaa ellers i altfor høi grad har gjort sig gjældende i skildringerne fra Norges middelalderske historie, nemlig mangelen paa tilstrækkelig perspektiv. Altfor meget ser man tilstandene i et eneste plan, som landskabet paa chinesiske billeder. Men Norge var i middelalderen intet stillestaaende China: der var tværtimod stærk udvikling, bevægelighed og forandring. Paa det kirkelige omraade har man jo forlængst indseet dette; men i stats- og samfundsforholdene undlader man paa en ganske misvisende maade at regne med overgange og udviklingstrin.
Anvendes nu disse betragtninger paa ledingsvæsenet, faar man snart klart for sig, at denne institution, hvis historie rækker fra det 10de til det 15de aarhundrede og altsaa gjennemløber et halvt aartusind, i denne lange tid maa have undergaaet adskillige omdannelser, og at det
