derfor ikke lader sig gjøre uden videre at slutte fra de foreliggende oplysninger om enkelthederne i en periode til de tilsvarende i en anden. En nærmere granskning af de os opbevarede lovbestemmelser i emnet tillader os da ogsaa, som jeg nu skal søge at vise, at skimte udviklingens hovedled.
Den første periode i det norske ledingsvæsens historie naar ifølge mit syn paa sagen fra Haakon Adalsteinsfostre til Magnus den gode. Naar der af A. Bugge, Norges Historie I,2, s. 187 synes at antydes, at der allerede før kong Haakons regjering tør have været et slags ledingsværn her i landet, og at Haakon har indskrænket sig til at fuldstændiggjøre og ordne det, saa kan jeg i det mindste for det vesten- og nordenfjeldske Norge, der udgjorde Haakons rige, ikke heri være enig. Vore kilder siger udtrykkelig, at indførelsen af ledingen skyldtes denne konge, og de sætter den (se navnlig Fagrskinna kap. 32) i umiddelbar forbindelse med hans anden hovedforanstaltning, afskaffelsen af Harald Haarfagres upopulære skattesystem. Heraf skjønnes følgelig sammenhængen at have været den, at Harald, erobringskonge som han var, selv har villet og maattet sørge for udrustningen af en stor og paalidelig flaade (den han bl. a. brugte til at foretage sit bekjendte vesterhavstog), og at han til bestridelsen af udgifterne hermed har paalagt befolkningen de tunge skattebyrder, hvorover misfornøielsen var saameget større, som det skede gjennem tvangsbud. Haakon derimod, der grundede sit kongedømme paa en gjensidig kapitulation med folket, men som ifølge sagens natur ligeledes i første række maatte sørge for at skaffe sit rige et kraftigt sjøværn, har gjennem forhandlinger opnaaet, at befolkningen til gjengjæld for, at han ophævede nevgildes-
