beskatningen, selv paatog sig distriktsvis at holde og udruste et tilstrækkeligt antal ledingsskibe. I virkeligheden vandt kongen herved tillige en betydningsfuld seier til fordel for sit paa forfatningsmæssigt grundlag overflyttede kongedømme; kongen blev først derved statsretlig anerkjendt som det hele folks militære høvding og leder.
Hvad angaar enkelthederne i Haakon Adalsteinsfostres ledingsanordning, saa kan vi som sagt ikke uden videre forestille os dem saadan, som lovenes senere forskrifter led paa. Og ligesaa lidt er sagaernes meddelelser fuldt sikre, idet de kan tænkes at laane træk fra deres egen tilblivelsestid. Det er derfor heldigt, at Gulathingsloven paa nogle faa steder anvender et ord, der utvilsomt tilhører ledingsvæsenets ældste trin, og som aabner et godt indblik i dets oprindelige ordning. Det er betegnelsen manngerð om de smaa kredse inden skibreden, som var fælles om at stille den enkelte mand til skibredens ledingsfartøi. Ordet betyder egentlig »det at udrede, stille en mand« (jfr. gera mann út, nl. til ledingstjeneste, Gul. kap. 297; gera mann til þings, o. lign.); men det er altsaa umiddelbart bleven overført paa selve den stillende kreds. At det tilhører det ældste lag af de emnet vedkommende udtryk, skjønnes ikke alene deraf, at ordet kun findes i Gul.loven og senere forsvinder; men det fremgaar med bestemthed af den anden omstændighed, at bygdernes inddeling i manngerðir ved kristendommens indførelse er bleven anvendt ogsaa i kirkeligt øiemed. Gul. kap. 23 (henimod slutten) viser nemlig, at de sammenskudslag til ære for Kristus og jomfru Maria med tak for godt aar og fred, som den ældste kristendom i landet satte istedet for de hidtil brugte hedenske takkegilder, bestemtes at skulle afholdes særskilt af hver manngerð. Og hvad endnu vigtigere er, det sees ogsaa, at den oprindelige præstelønning, den sankaldte prestreiða, der var sogne-
