Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, andet bind (1914).djvu/250

246

EBBE HERTZBERG

præsternes hovedindkomst før tiendens indførelse, ligeledes er bleven udredet i fællesskab af hver enkelt manngerd, en ordning, der, som jeg siden skal vise, desuden gjenfindes i Viken. Heraf lærer vi da, at manngerdinddelingen ved den ældste kirkeforfatnings grundlæggelse under Olaf den hellige allerede var saa rodfæstet i Gulathingslagen, at den fandtes brugbar ogsaa paa andre omraader end det militære. Følgelig har manngerden tilhørt den oprindelige ledingsordning fra kong Haakons tid og var i Olaf den helliges dage allerede sine 80 aar gammel. Ifølge sin ordlyd har manngerden som sagt stillet en enkelt mand til ledingsfærden; havde kredsen skullet udrede 2 eller flere mænd ad gangen, burde ordet hedt »mannagerð«, hvilken form ikke forekommer. Der har altsaa været netop saa mange manngerder i et skibrede, som dettes fartøi skulde tælle mandskaber. Hvor stor var nu en saadan manngerdskreds? Ogsaa herom faar vi tilnærmelsesvis besked, idet Gul. kap. 6 udtaler, at de nys nævnte kristelige sammenskudslag, der, som kap. 23 viser, var fælles for manngerderne, forudsattes at skulle holdes af »mindst 3 bønder sammen«. Dette tal kan saaledes overføres paa kredserne overhovedet. Mærkelig nok stadfæstes det, som strax skal vises, af de spor, der er os opbevarede fra den tilsvarende ordning i Viken, hvor ogsaa 3–4 bønder hørte sammen i kredsen. Ifølge sagens natur var det de nærmeste naboer, som paa denne maade sloges sammen om at stille en mand. Dette siges da ogsaa udtrykkelig i Gul. kap. 298, hvor det heder, at i en manngerd skal »væra þeir sér er nester bua«. Disse enge naboskaber udgjorde følgelig hver sit lille udredselssamfund for sig; thi jævnsides med at stille en ledingskar har de ogsaa, som anført, havt at udruste ham med proviant, klæder og vaaben, kort sagt i det hele taget at bære det fælles ansvar for hans fulde brugbarhed ombord.