Manngerdsordningen har saaledes dannet det egentlige, konstitutive grundlag i kong Haakons hele ledingssystem; skibreden var derimod nærmest kun den fælles enhed af manngerdskredsene, og dens opgave indskrænkede sig væsentlig til bygning og vedligehold af det fælles fartøi. Selv naar skibet vendte hjem fra et ledingstogt og skulde sættes paa land, var det ifølge Gul. kap. 304 de enkelte manngerder, som skulde skaffe den fornødne arbeidshjælp hertil saavelsom til at tage vare paa skibsudstyret. Spørges saa endelig, efter hvilke regler selve ledingskaren i hver enkelt manngerd udsaaes, saa synes den hele ordning med logisk konsekvents at have maattet medføre, at det var manngerden selv, som for hver gang bestemte, hvilken af de paa de sammenhørende gaarde boende unge, vaabendygtige mænd skulde stilles. Ganske vist maa der være tilkommet den af kongen udnævnte styresmand for ledingsfartøiet en kontrollerende ret til at paase, at manngerden ikke prakkede paa ham en til ledingstjenesten uduelig person, paa samme maade som han ogsaa havde at paase, at manngerdens øvrige ydelser i henseende til proviant osv. var overensstemmende med de krav, som maatte gjøres. Men videre end til en saadan kontrol kan styresmandens myndighed ikke have strukket sig; thi inden en saa snæver grænd, som en manngerd udgjorde, maa Valget af passende personer have været meget lidet, og nogen direkte udtagelsesret for styresmanden, saadan som vi senere finder ham i udøvelse af, vilde her ikke faaet nogen effektiv betydning.
Som allerede antydet, bestyrkes de fremholdte enkeltheder i den vestenfjeldske manngerdsordning ved de spor af en lignende institution, som er opbevaret for Vikens vedkommende. Manngerden hed her lide (oldn. liði, flert. liðar), Dette ord betyder ligefrem en »ledsager«, »følgesvend«, »deltager i en færd«, altsaa i anvendelse paa
