rindelige indførelse af ledingsværnet i Viken er skeet under de danske kongers herredømme, og at disse herved direkte har taget den tilsvarende ordning i deres eget land til mønster. Herfor synes da ogsaa stærkt at tale den næsten indtil identitet ligeartede maade at indrette sagen paa i begge lande. Naar Alex. Bugge paa ovenanførte sted særlig fremhæver den lignende ordning i det svenske Uppland (hvor skibreden kaldtes skepslag), saa burde han endnu mere have henpeget paa det adskilligt nærmere liggende danske forbillede. Overhovedet skjønnes ledingsorganisationen at have udbredt sig fra det ene til det andet af de nordiske lande, eftersom behov og omstændigheder førte det med sig. Sluttelig er raden da ogsan under Haakon Adalsteinsfostre kommen til det vesten- og mnordenfjeldske Norge. Men det kan ikke undre, at de forlængst samlede riger i Sverige og Danmark ogsaa i denne for datidens forhold saa nødvendige administrationsgren har været tidligere ude end det først i det 9de aarhundrede stiftede norske kongedømme. Allerede Tacitus ved jo at berette, at Sviarne (Suiones) var mægtige ved sin flaade.
I modsætning til den vestenfjeldske manngerd, der ikke nævnes i yngre kilder end Gulathingsloven, forekommer den vikverske lide i diplomer og aktstykker langt ned i det 14de aarhundrede. Herom nedenfor i anden forbindelse.
Der er imidlertid endnu et punkt at behandle, førend vi forlader den ældste ledingsordning i vort land. En i Gul.loven som kap. 315 optagen notits, der formentlig skriver sig fra 2den halvdel af det 12te aarh., angiver antallet og størrelsen af de ledingsskibe, som rigets hovedstammer har at stille. Heraf sees, at medens saavel Viken som hele det nordenfjeldske Norge fra og med Romsdalen udrustede tyvesesser, d. e. skibe med 20 par
