aarer, paalaa det ligesaa undtagelsesfrit hele Gulathingslagen fra Søndmøre til og med Agder at stille femogtyvesesser (med 25 par aarer). Hvorfra denne noksaa iøinefaldende forskjel? Som desuden ikke bliver mindre, naar man eftertæller de samlede antal af skibsrummene ombord, der for Gulathingslagen udgjorde 2900, for det nordenfjeldske 2640[1] og for Viken endog blot 1220. Ved første øiekast kunde man jo her fristes til at gjætte paa, at Gulathingslagen i det 12te aarh. har været regnet for den bedst befolkede trediedel af rigets kystdistrikter. Men en saadan, allerede paa grund af naturforholdene lidet sandsynlig forklaring falder strax til jorden, naar man knap 100 aar efter i kong Magnus Lagabøters hirdskraa (kap. 36 s. 431) faar den udtrykkelige oplysning, at distrikterne i Gula- og Frostathingslagen fra og med Agder i modsætning til Viken erkjendtes at være »ikke saa folkerige«. Dette forhold i henseende til folkemængden kan ikke have været synderlig forskjellig i anden halvdel af det 12te aarh. fra, hvad det var i anden halvdel af det 13de. Følgelig viser Gul.lovens notits om ledingsskibene, at den aktive værnepligt vestenfjelds var betydelig tungere for befolkningen end i Viken, og selv jævnført med de tilsvarende forpligtelser nordenfjelds var kravene i Gulathingslagen forsaavidt stærkere, som de forlangtes større fartøier og flere skibsrum, d. e. større ledingsmandskab. En fuldt tilfredsstillende motivering af denne særlig byrdefulde ledingspligt for rigets vestenfjeldske befolkning er saaledes ikke ganske let at finde. Forskjellen synes alene at kunne bero paa nedarvede historiske forhold. Vi maa erindre, at før det 13de aarhundredes store lovreform (og tildels ogsaa senere) maatte
- ↑ Heri ikke medregnet det haalogalandske vagtskib paa 30 par aarer og tilsvarende antal rum.
