kongerne til ordning af ledingsvæsenet føre særskilte forhandlinger og nøie sig med særskilte beslutninger paa de 3 vedkommende lagthing, Frostathing, Gulathing og Borgarthing. De forskjellige landsdeles særopinion havde altsan fuld adgang til at gjøre sig gjældende. Hvad den ene landsdel paatog sig at yde, var ingenlunde bindende for en anden. Kommer saa hertil, hvad jeg nys søgte at sandsynliggjøre, at Vikens ledingsvæsen tør være bleven indført og ordnet af en anden overherre og til en anden tid end Gula- og Frostathingslagens, saa har vi vistnok forklaringen af, at dette landskabs bønder er sluppet saameget lettere fra ledingsbyrderne end de vestlige og nordlige landsdeles. De fremmede overkonger nede i Danmark har i sin tid formodentlig hverken vovet eller evnet at gjennemdrive en stærkere sjøudrustning fra de vikverske bygder end den ovenfor nævnte paa 1200 (1240) skibsrum og aarepar, og dermed har det saa havt sit forblivende langt nedover i tiden; bønderne har stadig vist sig uvillige til at paatage sig en større byrde end den engang vedtagne og tilvante.
Anderledes har under kong Haakon Adalsteinsfostre omstændighederne foreligget i Gulathingslagen. Det var det vestenfjeldske Norge, som viste sig at være udsat for og behøvede at frygte Gunhildssønnernes angreb. Kystfylkerne fra Agder af og nordover indtil henimod det Throndhjemske var i det hele taget netop den del af landet, der laa mest aabent for fiendtlige herjinger fra vest og syd, især naar Viken som saa ofte i hint tidsrum ikke tilhørte riget. Følgelig havde Gulathingslagens bønder samme interesse som kongen af, at sjøværnet paa denne kant af landet blev fuldt effektivt. I følelsen heraf er det da, at de fra først af har paataget sig at stille baade større skibe og større mandskab end andetsteds. Maaske har selve den krigerske aand, som tidligere havde
