gjort det vestenfjeldske Norge til et eneste stort vikingerede, endnu paa kong Haakons tid bevaret saameget af sin kraft, at befolkningen heller ikke i ledingsudfærden saa nogen særlig trykkende byrde. I ethvert fald har det ligeledes her ned igjennem tiderne havt sit forblivende med den engang trufne aftale; det tilvante har ogsaa her gjort sig gjældende, saa trykket ikke føltes ulideligt.
I det nordenfjeldske har atter forholdene delvis stillet sig forskjellige fra vestkystens. Den ledende hovedstamme, Thrønderne, boede omkring en dybt indgaaende, lukket fjord, hvor fiendtlige sjøanfald var en saagodtsom ukjendt ting. De kunde derfor ikke være saa villige som Gulathingsmændene til at paatage sig særlig store forsvarsbyrder, og Thrøndernes exempel pleiede at være afgjørende for de øvrige nordenfjeldske fylker. I hele Frostathingslagen saavelsom paa Haalogaland finder vi derfor, ifølge Gulathingslovens opgave, den middels store fartøistype, tyvesessen, anvendt i leding, alene med undtagelse af en tredivesesse i det nordlige Haalogaland, der imidlertid som vagtskib stod udenfor skibredefordelingen. Paa den anden side stod den samlede nordenfjeldske flaadekontingent i henseende til antal af skibsrum og følgelig ogsaa til mandskabets størrelse kun lidet tilbage for den vestenfjeldske (2640 plus 30 rum mod i Gulathingslagen 2900); men rigtignok maa folketallet i Frostathingslagen og Haalogaland antages at have været en del større end i Gulathingslagens 6 fylker.
Forøvrigt maa jeg til slutning forvare mig imod, at jeg skulde anse skibsfortegnelsen i Gul. kap. 315 for direkte anvendelig paa forholdene allerede i kong Haakon Adalsteinsfostres tid. Det er alene min mening, at den forholdsmæssige og i de store træk ogsaa den absolute størrelse af flaadekontingenterne for de to hoved- landsdele maa udledes fra denne konges forhandlinger med
