Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, andet bind (1914).djvu/257

253

LEDINGSMANDSKABETS STØRRELSE I MIDDELALDEREN

bønderne paa Gula- og Frostathingene. Derimod kan det visselig være tvil underkastet, om fastslaaelsen af de to skibstyper, femogtyvesessen for det vestenfjeldske, tyvesessen for det nordenfjeldske allerede er saa gammel. Der findes tværtimod i Gulathingslovens ledingsbolk (kap. 306) en antydning af, at man i ældre tid maa have tilladt ulige størrelser for ledingsfartøierne. Det heder nemlig, at hvis der i en og samme skibrede – »skal bygges flere skibe, skal dertil udsees forskjellige byggepladse, forat ikke bare »én mands mark« skal blive lagt beslag paa («Þa scal eigi eins morc eyða«). Heraf fremgaar altsaa, at man oprindelig har kunnet tænke sig muligheden af at en skibrede istedetfor et storskib (som femogtyvesessen regnedes at være) har kunnet stille to eller flere mindre. Dette stemmer forsaavidt ogsaa med en forudsætning, der kommer til orde i Gul. kap. 301, nemlig at der leilighedsvis kunde udredes lige ned til trettensesser (hvorom forøvrigt nedenfor i næste afsnit). Da der nu desuden synes at kunne spores en bestemt tendents til efterhaanden ned igjennem middelalderen at gjøre krigsfartøierne større og mere høibordede (jfr. for Danmarks vedkommende Johs. Steenstrup, l. c., s. 205), fordi de store skibe stadig viste sig de mindre overlegne i kamp (se f. ex. Magnus den godes saga hos Snorre, Ungers udg. kap. 34, s. 541), saa tør det vistnok være sandsynligt, at den i Gul. kap. 315 anvendte regel, der indskrænker ledingsskibenes størrelser til femogtyvesesser vestenfjelds og tyvesesser ellers i landet, ikke er den oprindelige, men at der har været adgang til større variation. Imidlertid var dette en sag, som var gjenstand for overenskomst mellem bønderne og kongen (»scolom vér gera skip sva morg ór fylki hveriu sem vér erom a satter orðner við konong várn«, Gul. kap. 297); men denne aftale kan da, som det synes, fra først af ikke i alle skibreder være gaaen ud paa, at skibreden