bare skulde stille et (større) fartøi. Maaske har skibrederne ogsaa i den ældste ledingsordning faldt mere sammen med herrederne, end senere blev tilfældet.
Den næste periode i ledingsvæsenets udvikling gaar fra kong Magnus den gode til Magnus Lagabøter.
At der under Magnus den gode, i anledning af denne konges kapitulation med bønderne i Langøsundet, er bleven truffet nye og bindende bestemmelser ogsaa angaaende ledingen, maa sluttes af den omstændighed, at Gul. kap. 314 afslutter ledingsbolken med den bemærkning, at »vi skal have det lovmaal om vore udredsler (»utgerðir«), som før har været og Atle foredrog for mændene i Gula, medmindre vor konge skulde ville tilstaa os et andet og vi derom bliver enige alle sammen«. Thi den Atle, der i dette lovsted paaberaabes som autoritet for de autentiske lovregler i emnet, er øiensynlig, hvad allerede Konrad Maurer har gjort opmærksom paa (Entstehungszeit der Gulaþingslög, s. 166; Alter des Gesetzsprecheramtes in Norwegen, s. 38) den samme Atle, der optraadte paa bøndernes vegne under deres skarpe forhandlinger med kong Magnus. Følgelig har forhandlingerne bl. a. særlig dreiet sig ogsaa om ledingsvæsenet, og paa grundlag af de ved forliget vedtagne hovedpunkter er saa Atle og kongens raadgivere, formodentlig ikke mindst hans høire haand og fosterfar, Einar Thambarskjælver, senere blevne enige om enkelthederne. Den saaledes forberedte »utgerðar bolkr« er derpaa i sin helhed bleven foredraget af Atle for bønderne paa Gulathing og af disse vedtagen som lov (i et af de nærmeste aar efter 1040). Det er dette lovarbeide, vi endnu har opbevaret i Gulathingslovens ledings-
