afsnit; nedskrevet er det blevet paa en tid, da Atles navn endnu var i friskt minde, formentlig endnu inden aarhundredets udgang.
De lovregler og principer for ledingsvæsenet, som Atles balk indeholder, afviger i flere meget væsentlige henseender fra de hovedtræk, som Haakon Adalsteinsfostres ordning maa have frembudt, om der end samtidig er bleven bibeholdt gamle sætninger og udtryk, som maa have tilhørt den ældre periode, medens de i den nyere ikke passer fuldt saa vel ind.
Blandt nyhederne møder os først og fremst den vigtige reform, at det er ledingsskibets, af kongen udnævnte styresmand, som udtager ledingskarerne (Gul. kap. 299: »Sa scal skipi styra er konongr nemner til .... Nu scal styrimaðr nemna haseta með sér at fara, þa scolo þeir aller skylldir til at fara, ellar giallda mercr III«; ligesaa Frost. VII 7: Konungr scal nefna styrimenn til scipa allra ... Styrimaðr scal nemna háseta, en ef háseti nemsc á fyrsta þingi, þá liggia honum við III mercr.«). Denne bestemmelse maa nemlig være kommen ind i loven ved omarbeidelsen under Magnus den gode; thi den er ganske uforenelig med manngerdsordningen, saalænge denne først og fremst tilsigtede at »gera mann ut«. Som ovenfor (s. 247) fremholdt, kan styresmandens myndighed over manngerdskredsen vanskelig tænkes at være gaaet videre end til en vis kontrol; en ret for ham til inden den snævre manngerd at udvælge en mand til at gjøre ledingstjeneste vilde havt lidet at betyde, da valget jo vilde være bleven ligesaa indsnævret. Afgjørende er det imidlertid, at de lovbestemmelser, som Gul.lovens ledingsbolk i dens os foreliggende skikkelse knytter til styresmandens udtagelsesret, ikke lar sig forlige med manngerdsordningen. Navnlig gjælder dette den hovedsætning, at der ved fuld almenning skal stilles en mand til ledingstjeneste »for
