Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, andet bind (1914).djvu/260

256

EBBE HERTZBERG

ver syvende person« (»at siaunda nefi,« kap. 297). Inden, manngerden har det jo tværtimod gjældt at stille en mand hverken mere eller mindre, uanseet folketallet paa de faa gaarde, som udgjorde kredsen. Ved dette system søgte man sikrelsen mod en altfor trykkende udskrivning i kredsens passende omfang. Fra 3–4 gaarde maatte 1 mand efter bøndernes eget valg uden for stor ulempe kunne afsees. Anderledes naar styresmanden fik den hele udtagelsesret i skibreden. Da maatte der sørges for, at denne ret ikke misbrugtes. Derfor den hovedregel, at mere end 1 mand for hver 7de person af befolkningen over 3 aar (jfr. kap. 296) maatte han ikke tage. Begrændsningen til hver 7de person træder her istedetfor den begrændsning, manngerdskredsen dannede, og kan følgelig ikke have været samtidig med denne. Den samme betragtning faar anvendelse paa de øvrige indskrænkende anvisninger til styresmanden om, hvorledes han skulde bruge sin ret til at udtage mandskabet. Han skulde først tage ungkarle, saalænge deraf fandtes nok; dernæst skulde raden komme til de (gifte) bønder, som holdt arbeidsfolk paa sin gaard, og sidst til dem, som var alene om sit gaardsarbeide. Af saadanne einvirkiar skulde han overhovedet blot tage hver tredie; de to, som blev hjemme. skulde stelle kvæget for den, som udtoges. Som det vil indsees, var ogsaa disse regler realiter baade uforenelige med manngerdsordningen og unødvendige. Saalænge manngerden stillede sin mand i fællesskab, faldt de ønskelige hensyn i disse retninger af sig selv. Først naar den hele bygd stod til styresmandens raadighed som udskrivningsdistrikt, blev de anførte regler paa sin plads. Det siges da heller ikke hverken i Gula- eller Frostathingsloven et eneste ord om, at styresmandens ret til at udtage mand skabet var begrændset ved noget hensyn til de enkelte manngerder. Frost.loven (VII 7) har i det hele taget de