samme anvisninger til styresmanden som Gul.loven om udtagelsen; kun nævner den ikke begrændsningen til hver 7de person, medens den til gjengjæld (VII 18) sætter børns lavalder for at medregnes blandt dem, hvorfor leding skulde gjøres, op til 6 eller 7 aar (modsat Gul.lovens 2–3 aar).
Motiverne for, at man ved ledingsreformen under Magnus den gode har ladet manngerden falde som grundlag for den aktive ledingsudskrivning, er ikke vanskelige at forstaa. For det første maa det ofte have stillet enigheden indenfor den enkelte manngerdskreds paa en haard prøve, naar afgjørelse skulde træffes om, hvem der i tilfælde af ledingsudfærd skulde stilles af kredsen. Maaske har man allerede under manngerdssystemet tidt nok maattet ty til styresmanden for at faa en saadan nabotvist afgjort. Paa den anden side har det vel heller ikke været en sjelden foreteelse, at manngerden stillede en mand, som styresmanden ikke fandt at kunne bruge; heraf i saa fald rivninger mellem vedkommende bønder og denne den offentlige myndigheds repræsentant. Overhovedet betegner styresmandens ret til at udtage mandskabet for den hele skibrede et anseeligt fremskridt for kongemagtens administrative indgriben, samtidig med at landets flaade erholdt en sikrere udvalgt og i kamp paalideligere besætning.
I nærmeste sammenhæng med denne vigtige forbedring af ledingsreglerne maa ogsaa de i begge love udførligt omhandlede mandtalsthing være bleven indførte (Gul. kap. 296–98; Frost. VII 8). Saalænge manngerderne stillede hver sin ledingskar, behøvedes intet saadant vidtløftigt tælleapparat; thi indenfor den snævre kreds af nogle fan gaarde, vidste enhver, hvem der havde ophold. Naar derimod den umiddelbare udtagning gjennem styresmanden skulde omfatte hele skibreden, var det saameget nødven-
