gende ydelser (»gerdir«), proviant, reisepenge o. s. v., hvilke altsaa fremdeles er blevet udredet ifølge udlægning (iafnaðr) paa de enkelte manngerder i forhold til disses folketal. Med andre ord, idet man opgav manngerden som udskrivningskreds, beholdt man den under det tilvante navn som udredselskreds. Og at nøiagtig det samme har været tilfældet i Viken, sees saa sent som i 1344–46 af de i disse aar for Id, Skjeberg og Kvilde skibreder optagne fortegnelser over liderne, der jo netop var de vikverske manngerder (Dipl. Norv. IV, 278, 279, 305).
Overhovedet er det en iøinefaldende og ved første øiekast tillige en noksaa forvirrende eiendommelighed saavel ved Gul.lovens som ved Frost.lovens ledingsbolk, at deres bestemmelser og udtryksmaade har ligesaa stor, ja i virkeligheden større anvendelse paa ledingsudredslerne end paa den aktive ledingstjeneste (jfr. Frost. VII 8: ef maðr nemsc leiðangrs gerð eða leiðangrs ferð). Dette har bevirket, at heller ikke forskerne tilstrækkelig har holdt de to momenter ud fra hinanden og navnlig paa tjenesten (ferð), har overført forudsætninger, som nærmest kun vedkom ydelserne (gerðin). Spørger vi saa, hvorledes denne de to loves uklare behandling af det hele emne kan være opstaaet, saa naar vi derved frem til et punkt i undersøgelsen, som det hidtil har været meget vanskeligt at danne sig en tilforladelig opfattelse af.
Det er en bekjendt sag, at ledingsudredslerne paa et eller andet tidspunkt i Norges middelalder (jfr. Keyser, l. c. s. 99 i noten) før Magnus Lagabøters store lovreform er gaaet over fra en ydelse i anledning af aktiv krigsførsel til en aarlig gjenkommende skatteydelse. Naar er dette skeet? Er det indtraadt successivt og efterhaanden saa at sige halvt ubevidst fra folkets side, eller i kraft af en ligefrem medgivelse, som bønderne paa lag-
