Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, andet bind (1914).djvu/264

260

EBBE HERTZBERG.

thingene er gaaet ind paa? For den første antagelse lar sig anføre, at det jo statsretlig stod kongerne frit aarligaars at udskrive halv leding til angrebskrig, og at det derfor kunde fremstilles som et ligefremt afslag i fordringerne fra kongedømmets side, naar det istedetfor udbud af halv leding med skibe, mandskab og »gerder« lod sig nøie med at kræve bare selve gerderne, udredslerne. En saadan maade at anskue sagen paa kunde det f. ex. ligne kong Harald Haardraade at have villet gjøre gjældende. Imidlertid tør dog en nærmere overveielse over bevise os om, at datidens norske bønder mindst av alle vilde lade sig narre ved et saa aabenbart forfalsket ræsonnement. Det var for det tilfælde, at der virkelig fandt ledingsudfærd sted, at udredslerne af proviant etc. var bestemt. Blev kongen siddende hjemme, bortfaldt enhver ledingsydelse baade i henseende til aktiv tjeneste og til underholdningsmidler for mandskaberne. Det var den gamle, greie lov. Skulde kongen derimod ogsaa i fuld fredstid oppebære halv leding i form af »gerder«, saa maatte herfor lovforandring til. Vore historiske forfattere synes ikke desto mindre, uagtet de just ikke kan siges at udtrykke sig klart, mere at helde til den førstanførte opfatning af ledingsskattens oprindelse (Munch, II s. 98; III s.1058; IV, 1, s. 32, 509; Keyser, Stats- og Retsforfatning, s. 97–98, 225; Brandt, l. c. s. 5). De lægger da ikke tilbørlig vægt paa (hvad dog Munch ifølge førstanførte sted i ethvert fald har seet), at allerede ledingsbolkerne i Gula- og Frostathingsloven forudsætter den aarlige erlæggelse af ledingsskat. Navnlig er det i sa henseende af vigtighed, at dette ogsaa er tilfældet i Gulathingsloven; thi dennes ledingsbolk tilsigter, som ovenfor fremhævet, ifølge sin egen slutningsbemærkning at gjengive uforandret og korrekt de bestemmelser, som Atle og kong Magnus den gode var komne overens om ved aar