Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, andet bind (1914).djvu/265

261

LEDINGSMANDSKABETS STØRRELSE I MIDDELALDEREN.

1040. Holder vi os til denne sikre kilde, kan vi altsaa fastslaa, at de aarlige »gerder« allerede af kongen blev oppebaarne fra nævnte tid af (se f. ex. Gul. kap. 298: Nu sitr maðr sva vetr III, at hann gerir eigi gerð – – – Nu ferr maðr or gerðum, oc ferr i log onnor, late liggia efter gerð hina nesto. Nu ferr maðr af lande, hallde upp gerð firi hann vetr III. – – Ef maðr kemr or logum varom i fylki annat með bu sitt, geri aptr gerð hina nesto, sem hann var fyrr. En siðan hallde gerð upp þar sem hann kemr). Men gaar, som det herved er bevist, ledingsskatten som saadan tilbage til kong Magnus den gode, saa følger heraf ligesaa utvilsomt, at den har været gjenstand for forhandling mellem denne konge og bønderne. Spørgsmaalet bliver da kun, hvorvidt skatten er endnu ældre, eller om den er bleven nyindført ved Magnus’s forlig med bønderne under Atles mægling. Herved er da for det første at mærke, at vi intetsomhelst holdepunkt i kilderne finder for, at den aarlige ledingsskat ogsaa er bleven erlagt tidligere. Dernæst, at dens udredsel saavel i Gula- som i Frostathingsloven paa det nøieste er sat i forbindelse med mandtalførselen og udligningen paa mandtalsthingene; men hele mandtalsapparatet passer, som før paavist, overhovedet ikke ind i det ældre system med de snævre manngerder som bestemmende grundlag for byrdernes fordeling. Endelig kan der heller ikke peges paa nogen ældre konge, under hvem forholdene laa saaledes tilrette, at en slig aarlig skat havde kunnet drives igjennem hos bønderne. At ikke Haakon Adalsteinsfostre kunde tænke paa noget saadant, siger sig selv. For ham og hans tid var det storværk nok at have indført og organiseret selve den aktive udfærdsleding istedetfor Harald Haarfagres skattepaalæg. Samtidig at søge gjennemdrevet en ny aarlig skat, vilde været en selvmodsigelse. Af de følgende konger kunde der blot være tale om de to Olafer.