svarsstyrke. Det er denne dobbeltordning af rigets sjøværn, som umiskjendelig træder os imøde under de nationale kraftudfoldelser fra Magnus den gode til langt ned i Sigurd Jorsalfarers dage saavelsom senere under de mange indre kampe om tronen.
Saavel vore lovkilder som samtlige tidsomstændigheder forene sig følgelig om at gjøre det klart, at det er ved statsforliget og ledingsreformen under kong Magnus den gode, at ogsaa omlægningen af den aarlige halve leding til en aarlig ledingsskat er bleven aftalt og gjennemført. Jo mere man overhovedet søger at trænge ind i stillinger og forhold under denne konge, des tydeligere blir det, at det under ham istandkomne opgjør mellem kongedømmet og bønderne har dannet grundlaget for den norske statsret langt fremover. Men i denne statsret har atter forsvarsordningen udgjort et hovedled. Som indledningsvis fremhævet maa det allerede have været hovedhensigten med Harald Haarfagres skattepaalæg at skaffe midler til underholdelsen af en kongelig flaade. Under Haakon Adalsteinsfostre sattes istedenfor denne den paa almindelig værnepligt grundlagte ledingsflaade. Men erfaringerne havde siden lært, at med en ledingsflande alene, kunde landet ikke forsvares. Den maatte suppleres og styrkes ved en kongelig flaade som landsforsvarets kjærne, og midlerne hertil kunde ikke tilveiebringes uden ved at vende tilbage til en eller anden art af beskatning. En saadan kunde dog nu kun oprettes med hjælp af befolkningens eget samtykke, hvorved samtidig et andet nyt, grundlæggende led, folkets egen beskattende myndighed, blev indført i landets statsdannelse. Det er til ros for kong Magnus’s raadgivere, blandt hvilke vel her som ellers den unge konges fosterfar, Einar Thambarskjælver, har været den mest vidtskuende og indflydelsesrige, at de kraftig og med held har evnet at fremholde den statsor-
