Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, andet bind (1914).djvu/269

265

LEDINGSMANDSKABETS STØRRELSE I MIDDELALDEREN.

egentlig intetsteds siges. Gul.lovens kap. 295, der danner ledingsbolkens begyndelse, udtaler: »Kongen skal raade for bud og forbud og for vore udfærder. Ikke tør vi nægte ham leding til landsenden, hvis han byder sig til behov og os til gavns.« Om nogen ledingsfærd længere end til landsenden er der her altsaa ikke tale; Frost.loven har ingen tilsvarende bestemmelse. I sagaerne oplyses imidlertid paa flere steder, at der ved leilighed blev udbudt »halv almenning« (saaledes om Haakon Ladejarl, da han drog afsted for at hjælpe Harald Blaatand mod den tydske keiser, Fagrsk. kap. 46; ligeledes om Harald Haardraade under hans kampe med Danmark saavelsom ved hans tog til England, Fagrskr. kap. 183 jfr. 191, hvor antallet af hans skibe tyder paa samme begrændsning eller en endnu større; Snorre, Har. Haardr. s. kap. 31, 34, 82). Som oftest nævner sagaerne dog intet om, enten almenningen var fuld eller halv, og det hænder, at den ene redaktion taler om »almenning« i sin almindelighed, hvor en anden udtrykkelig siger »halv almenning«. Overhovedet sees »almenningr« oftere brugt istedetfor »leiðangr« uden hensyn til dennes omfang eller til, at almenningr jo egentlig altid skulde betegne fuld leding. Ordet bruges endog ikke sjelden i senere tid om ledingsskatten (se saaledes Haakon Haakonssons saga, Ungers udg., kap. 352; ib. kap. 149, hvor det heder, at bønderne paa Oplandene tilbød kongen at udrede »allan almenning ok annan hálfan á bak jölum«). Af disse og lignende sagasteder fremgaar det overhovedet med tydelighed, at der har været benyttet en opbudsform for ledingen, der er bleven betegnet som »halv almenning« modsat den fulde, og tilværelsen af begge former faar da ogsaa sin umiskjendelige stadfæstelse i Gul. kap. 297, der bestemmer, at ved fuld almenning (at fullum almenningi) skal der stilles en mand for hver 7de person; thi her staar udtrykket »fuld