almenning« klarligen i modsætning til en mindre almenning, som ikke var »fuld«. Først i Magnus Lagabøters landslov (III 1) forekommer derimod betegnelsen »halv almenning« udtrykkelig i lovkilderne. Her udtales det nemlig ligefrem, at »kongen tør ikke kræve videre udbud i fredstid end halv almenning« uden særskilt givet samtykke fra almuens side. Spørgsmaalet bliver da, om dette kan ansees som en ny bestemmelse i landsloven (byloven har forøvrigt samme bestemmelse; jfr. ogs. III 6), eller om den er optaget fra ældre gjældende ret. Betænker man imidlertid paa den ene side, at det for kongen var en meget væsentlig forskjel, om han skulde have hel eller halv ledingsskat af landet, og paa den anden side, at det umulig kunde falde Magnus Lagabøter ind, hvis love netop gaar ud paa at styrke og konsolidere kongedømmets ret og stilling, at give afkald paa halvdelen af ledingsskatten, den betydeligste af alle kongens indtægter, saa kommer man til den sikre slutning, at Magnus her alene gjentager, hvad der fra gammel tid var kongens fastslaaede ret. Da der heller ikke tidligere kan paavises noget tidspunkt eller nogen rimelig anledning, da et saadant nedslag i ledingsskatten skulde have kunnet finde sted, saa bliver der ingen anden udvei aaben end den antagelse, at den indrømmelse, bønderne i sin tid fandt sig i at gjøre Magnus den gode, alene har gjældt halv, ikke fuld almenning i aarlig skat[1]. Sandsynligvis har da denne oprindelige begrændsning af skatteydelsen staaet i forbindelse med den opfatning, der synes at fremskimte af de ovennævnte sagasteder, at kongerne, naar det gjaldt aktive krigstog
- ↑ Det ovennævnte sted i Haak. Haakonssons saga, hvor bønderne tilbyder at udrede kongen halvanden almenning, kan ikke tages til indtægt for en modsat opfatning, idet der her er tale om at yde kongen en straffeudredsel fra de i Ribbungernes oprør delagtige bønders side.
