længere end til »landsenden«, blot kunde udbyde halv leding. De ældre forskeres lære paa dette punkt synes følgelig, skjønt aldrig nærmere begrundet, at holde stik.
Til gjengjæld har de intetsteds opkastet sig det spørgsmaal, hvad der egentlig praktisk talt forstodes ved halv leding. Hvorledes skede i tilfælde af ledingsudfærd denne halvering? Man kunde maaske tænke sig, at den fremkom paa den maade, at kongen udbød fuld leding for det halve rige eller for omtrent halvdelen af fylkerne, og man kunde være tilbøielig til herfor at paaberaabe et saadant sted som f. ex. Haak. Haakonssons saga (hos Unger) kap. 327, hvor det meddeles, at kongen lod udgaa »udbudsbreve over Norge«. »De mindste udbud fandt sted paa Haalogaland, men desto større jo længere det bar mod syd.« Heraf fremgaar nemlig, at det stod frit for at fordele det aktive ledingsudbud efter eget tykke paa de forskjellige landsdele (i det tilføiede skaldevers betegnes ledingen som »almenning«), Men stedet viser dog kun, at ledingen, enten den var hel eller halv (i dette tilfælde var den vistnok kun halv ogsaa i de sydligere dele af landet, idet det gjaldt et krigstog ned til Danmark), af kongen yderligere kunde lempes paa efter omstændighederne, og det samme sees af Har. Haardraades saga hos Snorre, kap. 34, idet kongen her siges af ledingshæren at holde tilbage det mandskab, som boede Danerne nærmest, medens resten fik hjemlov; ligesaa af Haak. Haakonssons saga kap. 322 og 329, hvor det kun er fra Viken, at leding udgaar.
Det var imidlertid ikke saadanne partielle udbud, som kaldtes halv almenning. Herved forstodes øiensynlig en leding, der udgik fra det hele land, men som dog kun var halvt saa stor som fuld almenning. At tænke sig halveringen udført derved, at kongen kun udbød skibe og mandskab fra hver anden skibrede, medens de mellem-
