liggende bygder gik helt fri, gaar selvfølgelig ikke an; thi en saa ulige fordeling af krigsbyrden vilde have vakt stor og berettiget misnøie. Derimod ligger spørgsmaalet løsning tydeligvis anvist ved den ordning, som man have gjældt for ledingsskattens indkrævning. Som vi saa, kunde kongen alene forlange »halv almenning« som aarlig skatteudredsel. Denne maa følgelig have været fordelt ligelig over hvert fylkes hele befolkning, d. e. være bleven erlagt af hvert enkelt skibrede hele riget over. Men som sagt kun med halv almenning. Halveringen af den fulde almenning er altsaa skeet for hvert enkelt skibredes vedkommende, d. v. s. saaledes, at dettes befolkning erlagde det beløb i skat, som de ved virkeligt krigsudbud af halv almenning vilde have maattet tilskyde til selve udrustningen. Men heraf følger igjen, at den halve almenning i tilfælde af krigsudbud fra hvert enkelt skibrede alene kan have omfattet det halve mandskab mod, hvad der ved fuld almenning blev at stille; thi ellers maatte der jo være krævet fuldt tilskud af proviant og penge. Ku ad denne vei naar man desuden, som det vil sees, frem til en virkelig ligelighed i fordelingen af krigsbyrden, idet der overalt ved udbud af halv leding er bleven udtaget det halve antal af det ved fuld almenning værnepligtige mandskab. Egentlig ligger da ogsaa denne forholdsmæssige formindskelse af mandskabsantallet antydet i Gul. kap. 297, naar det her siges, at »ved fuld almenning skal der stilles en mand for hver 7de person; men hvis vi har bedre mandtal, skal vi alle deraf nyde godt«. Thi det bedste mandtal fremkom jo, saasnart almenningen ikke var fuld, men bare halv.
Hvorledes blev saa imidlertid dette halve mandskab forhold til skibredens ledingsskib? Kan det tænkes, at ved halv almenning var skibet blot halvt saa bemande som ved fuld? Selvfølgelig er dette umuligt. Et skib af
