nærmest gjengiver de i sidste halvdel af det 12te aarhundrede gjældende regler. Hvorvidt disse har været de samme, som fastsattes ved Magnus den godes ledingsordning, er naturligvis ikke godt at vide; men lægger man mærke til, at Gulathingslagen i sin helhed forpligtes til at stille større fartøier end det øvrige land, forekommer det sandsynligst, at saavel skibsstørrelserne som det opgivne skibsantal repræsenterer gammel og nedarvet ret. En slig forskjel i vilkaarene mellem de forskjellige landsdele kan kun forklares ved, at den gaar tilbage til ældre historiske forhold (jfr. herom ovenfor s. 250–252).
Hvad dernæst angaar selve mandskabets størrelse paa ledingsflaaden, saa er herom som bekjendt de mest ulige meninger kommet til orde. Navnlig gjælder uvisheden det antal stridsmænd (hásetar eg. rorskarle), som havde plads i hvert af skibets »rum«, d. e. mellemrummene mellem mandskabets siddebænke (»sessar«, sæder, enkelttal sess). De, der er tilbøielige til at reducere besætningerne til et minimum, paaberaaber sig særlig den bestemmelse i Frost. VII 13, at der ved hver »tofte« skal ligge en bue med streng, anskaffet af de to mand, som under ledingsfærden har sin plads paa toften (»sessar 2 er fara«); man forstaar nemlig her »tofte« som en tværs over skibets hele bredde gaaende siddebænk, saaledes som forholdet var ved de mindre ro- og seilbaade (R. Keyser, Stats- og Retsforfatning, s. 222–23; Sars, Hist. Tidsskr. II 3 s. 370). Paa krigsfartøierne var forholdet imidlertid et andet. Her gik siddebænkene (sess eller þofta) fra hver ræling kun frem til den langskibs løbende, aabne midtgang. Naar man vilde betegne et krigsfartøis størrelse, tællede man derfor kun sæderne med de dem tilhørende aarer paa den ene skibsside (skip eigi skemra en sessum ma telia, heder det i Gul. kap. 301, som tillige forudsætter, at et fartøi med 13 sesser, þrettánsessa, er det
