Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, andet bind (1914).djvu/275

271

LEDINGSMANDSKABETS STØRRELSE I MIDDELALDEREN.

mindste af saadan type og størrelse. Mellem hver sess eller þopta og den næst foran eller bagenfor staaende benævnedes rummet et halvrum (hálfrymi), idet man ved et helt rum forstod de jævnsides halvrum ved hver skibsside tilsammentagne. Den sidste maade at tælle rummene paa var følgelig overført fra de mindre baade og tør antyde, at i ældre, forhistorisk tid har bænkeindredningen ombord ogsaa paa noget større fartøier oprindelig været den fra mindre baade tilvante. Paa krigsskibene i historisk tid dannede derimod ikke rummene, men halvrummene den pladseringsenhed, hvorefter mandskabet fordeltes. I Gul. kap. 301 heder det derfor: »hvis en mand ikke søger sit halvrum«, d. e. ikke indfinder sig ombord. De mænd, som havde plads i samme halvrum og altsaa sad paa samme tofte eller sess, kaldtes þoptar eller sessar (enkelttal þopti og sessi), og at disse benævnelser ikke, som Sars forudsætter, omfattede mændene i det hele rum, men kun dem, der hørte til i samme halvrum, bevises næsten til overflod ved den udtrykkelige ordforklaring i Snorres Edda (I s. 536), at »þopti er hálfrýmisfélagi«, d. e. den, som sidder paa toften sammen med en anden, er dennes halvrumsfælle. Naar da Frost. VII 13 taler om de 2 »sessar«, som er fælles om den bue, der skal ligge ved »hver tofte«, saa følger heraf, at der paa ledingsskibene sad 2 mand i hvert halvrum, ikke bare 1 (se forøvrigt herom den bindende og udførlige redegjørelse hos Hj. Falk, l. c. s. 72 jfr. 98, 99, der stadfæster den opfatning, jeg selv har antydet i glossariet til Norges gl. love s. v. sessi). Omvendt betegnes i Sverres saga (Flatøb. II s. 651, kap. 109; Fornm. sögur VIII s. 316; Ungers udg. 8. 140, kap. 134) et fartøi, der blot har 1 mand i halvrummet, ligefrem som þunnskipat d. e. tyndt besat, og det siger sig selv, at ingen kongelig styresmand, der havde ansvaret for det af ham førte ledingsskib, vilde