have nøiet sig med at tage ombord saa faa folk, at saadant kunde bebreides ham.
Tænker man sig de faktiske omstændigheder i et sjøslag eller under den umiddelbare forberedelse til kampen, forstaar man ogsaa let, at det vilde været altfor tamt, uhensigtsmæssigt og ubetryggende i datidens voldsomme strider kun at have 1 mand i hvert halvrum, d. e. ved hver aare. Der maatte paa engang kunne kjæmpes og manøvreres med aarerne. Den mand, der skulde bruge den for halvrummet fælles bue, kunde ikke samtidig greie den fælles aare. I slaget ved Konghelle 1159, hvor det dog gjælder høvdingeskibe, ikke ledingsfartøier, var der 3 mand i hvert halvrum, hvoraf den ene roede, den anden dækkede ham og den tredie stred. Saa vel besatte har ikke ledingsfartøierne kunnet være; men 2 mand ved hver aare til gjensidig understøttelse og til ombytte i den tunge roning har man vanskeligt kunnet undvære.
Endelig faar man fuld stadfæstelse paa, at hvert halvrum gav plads for 2 mand, i bestemmelserne om madforsyningen under ledingstogtet. Paa en tid, da ledingsudfærden regelmæssig varede 2 maaneder, bestemmer Gul. kap. 300, at der til hver hamle, d. e. til hver aare, hvert halvrum, skulde udredes »2 mánaðarmatir hvárs«, d. v. s. 2 maaneders kost i smør og 2 maaneders kost i mel, tilsammen saaledes 4 maaneders kost. Men 4 maaneders kost for 2 maaneder forudsætter, at der er 2 mand om fortæringen, saa sandt som 2 × 2 = 4 (saaledes ogsaa Munch, N. F. H. II s. 982 n. 2). Det maa jo erindres, at udtrykket mánaðarmatr smœrs ikke vil udtale, at den, som fik dette, blot skulde spise smør, eller mánadarmatr miöls, at han blot skulde spise mel hele maaneden; heller ikke medførte mánaðarmatr hvárs (d. e. af hvert slag, mel og smør), at datidens ledingskarer blot skulde leve halvt af mel og halvt af smør hele maaneden (ligesom barsel-
