kjærringer af smørgrød, som Macody Lund udtrykker det). Tværtimod viser samme lov strax nedenfor i kap. 303, at det ikke mindst var kjød, de forlangte, og at de derfor i nødsfald havde ret til at slagte »to naut« hos en bonde, de kom i nærheden af, selvfølgelig mod at erlægge lovlig betaling. Den samme bestemmelse gjenfinder man i Frost. VII, 23 og Landsl. III, 13 (jfr. ligeledes Sverres saga, Ungers udg. s. 144). De 2 mánaðarmatir i smør og de 2 i mel var følgelig ment at skulle repræsentere værdien af den fornødne ledingskost under togtet, saaledes at derfor skulde anskaffes kjød, fisk, øl og hvad andet, der til levemaaden behøvedes, foruden at der naturligvis af melet blev kogt grød og af smørret taget til daglig brug. Den indvending, som navnlig Sars (l. c. s. 370; jfr. dog ogsaa Keyser l. c. s. 228) paa grundlag af proviantbestemmelsen reiser mod Munch’s antagelse af 2 mand i hvert halvrum, lader sig følgelig saa langt fra opretholde, at lovbudet tværtimod danner en paatagelig støtte for denne beregning.
Paa en femogtyvesesse, der var det almindelige anvendte ledingsfartøi i Gulathingslagen, gjorde 2 mand i hvert halvrum 100 mand ombord. Falk vil (l. c. s. 99) hertil yderligere lægge en fjerdedel mere for mændene i løfting og stavn. Hvorledes hermed har forholdt sig, er imidlertid ikke ganske klart. Den ovennævnte proviantudredsel var, som det saaes, angivet pr. hamle, d. e. pr. halvrum, og tog intet hensyn til de mænd, der muligens havde sin plads forud og agter i skibet. Man kan derfor neppe uden videre slutte fra forholdene ombord i de egentlige høvdingeskibe til ledingsfartøierne. Muligt er det jo, at kostleverancen pr. hamle var beregnet saa rundelig, at den tog fuldt hensyn ogsaa til de forud og agter anbragte ledingskarer; muligt ogsaa, at disse pladse ikke besattes af ledingsfolkene, men af de kongelige ombudsmænds egne
