vagtskib paa 30 sesser og 120 mand ikke iberegnet, eller ved halv almenning 13,520 mand. Regner man med Falk en fjerdedels tillæg for stavn og løfting, bliver tallene ialt henholdsvis 33,800 og 16,900.
Det er imidlertid langtfra, at disse sifre udtrykker hele den norske stridskraft i middelalderens sjøkrige. Den mest mobile, bedst udrustede og stærkest bemandede del af landets flaade udgjordes af kongens og høvdingernes egne langskibe. Men om disse har vi for tidsrummet før Magnus Lagabøter kun faa oplysninger. I lovene omhandles de ikke, og sagaerne meddeler alene rent leilighedsvis holdepunkter for paalidelige slutninger. Ved anledninger, da det maa formodes, at kongen ikke har taget sig tid til eller af andre grunde ikke har villet udbyde leding, nævnes flaader paa 70 skibe (Magnus den godes saga hos Snorre, kap. 20, støttet til et vers af Thjodolf skald) eller 60 (Morkinsk. s. 127–28); det sidste antal skibe fulgte ogsaa Sigurd Jorsalfarer paa hans korstog. Den største flaade, som Norge ifølge sagaopgaverne nogensinde samlede, var forøvrigt den, Sigurd Jorsalfarer udbød til den saakaldte Kalmarleding ca. 1123, et slags korstog til Smaaland. Den skal have tællet hele 360 skibe (se hans saga hos Snorre, Ungers udg. kap. 28). Hvis dette tal, tre (store) hundreder, er rigtigt, maa det formentlig ogsaa omfatte proviantfartøier o. lign.; thi mere end halv leding kan kongen, omend sagaen taler om »almenningi af öllum Noregi, bæði at liði ok skipum« ved en angrebskrig, selv i religiøst øiemed, ikke tænkes at have raadet over. Men i saa fald maa ved denne anledning konge- og høvdingeskibene have beløbet sig til adskilligt over 100. Disse vexlende tal, hvoraf forøvrigt de sidstanførte alene hviler paa rimelig formodning, synes at antyde, at de egentlige langskibes antal beroede paa omstændighederne. Man erfarer gjentagende,
