angaar, som det vil sees, Norges forbindelser med Irland. Disse forbindelser tilhørte jo for det meste en tid som der næsten ikke er bevaret aktstykker fra. Mellem Irland og Hebriderne og Orknøerne har der dog rimeligvis gjennem hele middelalderen været litt handelssamkvem, og Austmændene – som nordboerne i de irske byer kaldtes – glemte ikke ganske sine stammefrænder i hjemlandet. Det er vel kjendt, at da Haakon Haakonsson i 1263 laa ved øen Gigha, kom der bud til ham fra Irland – uten tvil fra Austmændene der – med bøn om at han vilde fri øen fra englændernes herredømme[1]. Alt fra 1224 findes der et brev fra den skotske dronning Johanna til hendes bror, Henrik III av England, hvori hun meddeler et rygte om at den norske konge næste sommer agtet sig til Irland for at hjælpe oprøreren Hugo de Lascy (pr. 157). Om der ligger noget til grund for dette rygte, vet jeg ikke. Men det synes at vidne om at ikke al forbindelse mellem Norge og Irland var ophørt[2].
Der er heller ingen breve som omhandler forbindelsen mellem Norge og Wales i gamle dage. – Jeg regner ikke de tre pavebreve fra 1199, 1203 og 1205 (nr. 69, 790 85), som nævner et egteskap mellem Llewellyn (ap Jorwerth) fyrste av Nordwales, og en datter av en konge eller fyrste paa Suderøerne (princeps Insularum). – Der var, som bekjendt, endnu i 12te aarh. endel nordiske handelsnybygder ved sydkysten av Wales. Men der er i aktstykkerne ingen spor til forbindelse mellem disse og Norge. Adskillige aktstykker handler derimot om Man og Suderøerne. Øernes beliggenhet gjorde at besiddelsen av dem var av vigtighet baade for Skotland og England, og der
