er baade i deres kirkelige og i deres politiske historie mange forhold som er av interesse, og som tydelig viser hvordan det norske herredømme alt længe før 1263 i virkeligheten var rent nominelt.
Før erkesætet i Nidaros blev oprettet, hørte baade Suderøerne og Orknøerne under York, mens derimot de norrøne nybygder i Irland hadde erkebispen i Canterbury som sin primas. Wymund, prest paa Skye, blev saaledes (mellem 1109 og 1114) indviet til biskop paa Suderøerne av biskop Thomas II i York (nr. 21). Siden kom ogsaa Suderøernes bispedømme (1152) under Nidaros, og Nidaros’s metropolitanstilling holdt sig til henved midten av 14de aarh., men hadde siden bare nominel gyldighet. I førstningen maatte dog Nidaros dele metropolitanstillingen med York. Endnu i begyndelsen av 13de aarh. sendte kong Ragnvald en utvalgt biskop til York for at indvies (Monumenta de insula Manniae II, s. 49 ff) Der var ogsaa ellers i dette bispedømmes stilling og forhold mange uregelmæssigheter. For det første hadde klostret i Furness i England fra 1134 av ret til at vælge biskopen paa Suderøerne[1]. Munkene i Furness søkte ogsaa i det 13de aarh., under paaskud av den lange og farefulde sjøreise, at unddra Suderøernes bispedømme fra Nidaros’s overhøihet og at lægge det under York[2]. Men underligere er det, at erkebiskopen i Dublin i et pavebrev av 1219 kaldes Suderøernes metropolitan, og at han sies at ha ret til at bekræfte valget av øernes biskop (D. N. XIX, nr. 128). Erkebiskopen i
- ↑ Monumenta de Insula Manniae vol. II, s. 1–3. Brev, hvori Olauus, rex Insularum, gir ecclesie Sancte Marie de Furnesio denne ret.
- ↑ Nicolaus III, som fra 1210 hadde været abbed i Furness, blev i 1217 valgt til biskop og indviet av erkeb. Henrik i Dublin (1212–1218), men tiltraadte aldrig. Jfr. Kolsruds biskopregister til D. N. XVII, s. 323.
