Nidaros nævnes ikke i dette brev. Om erkebiskopen i Dublin oftere har gjort sin metropolitanstilling over Suderøerne og Man gjældende, vet jeg ikke.
Mere oplysende er de aktstykker som vedrører øenes forhold til de to overmægtige naboriker, England og Skotland. Vi kan se at baade den engelske og den skotske konge alt i det 12te aarhundrede har søkt at vinde et slags overherredømme over Man og Suderøerne. Kong Malcolm av Skotland stadfæstet i 1159 Roxburg klosters privilegier og eiendomme (nr. 38). Mellem vidnerne er ogsaa Godredus, rex Insularum, d. e. Gudrød Olavsson, som blev konge over øerne 1154 og døde 1181[1]. Han nævnes efter de geistlige vidner og foran de skotske jarler, men dog i en slik stilling at han maa ha været den skotske konges lensmand. Den samme kong Gudrød synes ogsaa at ha anerkjendt den engelske konges overhøihet.
I 1158 skjænket Henrik II av England vaaben til en værdi av 78 sh. 6 d. til »Øernes konger«, d.e. Gudrød og hans brødre (nr. 35). I 1165 fik kongen av øerne (d.e. Gudrød Olavsson) paany en gave av Henrik II, og i 1167 nævnes et litet len, som han hadde i England (nr. 43 og 45). Mens Gudrød var konge, løsrev, som bekjendt, en del av Suderøerne sig og dannet et eget litet rike under Sumarlides æt, som fra nu av hersket over Coll, Skye, Long Island, Tyree og Bute. Dette hadde tilfølge at kongerne paa Man sluttet sig endda nærmere til England. Under Johan uten land utviklet dette sig til et formelig lensforhold. Kong Ragnvald gjestet ved paasketider 1206 England, blev den engelske konges mand og fik et len i Lancashire (nr. 87, 88, 90; jfr. A. W Moore, A History of the Isle of Man, s. 116). I 1212 fik
- ↑ Chronica Regum Manniæ, ed. P. A. Munch, p. 156 (pavebrev av 16⁄2 1244).
