av Man har klaget over at kongen av Norge smeder rænker mot ham, fordi han har hyldet kong Henrik, og at han har bedt om hjælp, hvis kongen av Norge skulde angripe ham[1]. Irlands justitiarius faar derfor bud om i tilfælde at hjælpe kong Ragnvald (nr. 132). Av dette angrep fra den norske konges side blev der dog intet, og forholdet mellem Norge og England blev heller ikke forstyrret av dette dobbelte lensforhold som Øernes konge stod i. Da det paany utbrøt indre stridigheter i kongeætten paa Man, var det ikke den norske, men den engelske konge som i 1226 søkte at mægle mellem Olav og hans bror Ragnvald (Monum. de Insula Manniae s. 69). Kong Olav fornyet i 1235 sin troskapsed til Henrik III, imot løfte om aarlig understøttelse (nr. 221). Men nu begyndte ogsaa Haakon Haakonsson sit arbeide for paany at knytte Øerne fastere til Norge. Kong Olav drog i 1236 til Norge, og Henrik III tok under hans fravær hans land og undersaatter i sit værn (nr. 223, 224) Om Mans og Øernes historie i de følgende aar gir aktstykkerne os ingen underretning. Derimot fortæller den Manske krønike at Olavs efterfølger Harald ikke vilde indfinde sig i Norge og hylde kong Haakon, og at Haakon sendte Gospatric og Gilchrist med en hær for at avsætte Harald. Denne tok da i 1239 det raad at drage til Norge, hvor han var helt til 1242. Men Harald søkte ogsaa at staa sig godt med den engelske konge. I 1246 drog han til England, blev slaat til ridder og vendte hjem med rike gaver (nr. 233, Manx Soc. VII, s. 82). Muneh formoder, at dette vakte
- ↑ D. N. XIX, nr. 182: Rex Justiciario Hybernie salutem. Monstravit nobis dilectus et fidelis noster Reginaldus Rex de Mannia, quod Rex Norwagie insidias ei ponit, et terre sue mala machinatur, ... pro eo quod, sicut ipse asserit, fidelitatem nobis fecit.
