umulig for Norge i længden at beholde magten paa disse fjerne øer, som naturlig hører til Skotland. Naar Haakon V kort efter sin regjerings tiltrædelse sendte Snare Aslaksson til Edward bl. a. med forslag om at de sammen skulde kjæmpe mot skotlænderne, og naar Haakon i sin instruks til Snare gjør sin ret til Suderøerne gjældende, da var dette bare for at faa de penger han hadde tilgode fra Skotland.
Det er lærerigt at sammenligne Norges tap av Suderøerne og Man med tapet av Orknøerne og Hjaltland. Ogsaa Orknøerne var igrunden tapt for Norge længe før Kristiern I pantsatte dem. Shetlandsøerne var derimot endnu i 1468 helt norske; og til at avstaa dem til Skotland var der ingen indre grund. Ellers er utviklingen paa Orknøerne og Hebriderne i mange maater forskjellig. Ogsaa paa Orknøerne og Hjaltland hadde der været en oprindelig keltisk (piktisk?) befolkning. Denne forsvandt tidlig og har bare efterlatt sig svake spor i nogen stedsnavne. Den bevægelse som knyttet Orknøerne til Skotland, kom ovenfra, fra adel og geistlighet, og ikke som paa Hebriderne fra folket selv.
I 17de samling av Diplomatarium Norvegicum findes der flere oplysende pavebreve som viser, at geistligheten i Orknøernes bispedømme alt i anden halvdel av 14de aarh. var fuldstændig skotsk, og at den under det store schisma ialfald til omkring 1392 fulgte med Skotland og ikke med Norge og tilhørte motpaven i Avignons obedients[1]. Skotske aktstykker viser at biskopen paa Orknøerne hvert aar av den skotske konge fik 5 pund sterling om aaret fra Aberdeen for vin og kom til Herrens
- ↑ Se f. eks. XVII, nr. 931 f. Endnu i 1415 sendtes ansøkning til motpaven Benedictus XIII om Orknøernes bispedømme (XVII, nr. 974.
