færder (mag. Huguitio fra Sydfrankrike og minoritermunken Ivar er dog undtagelser) Fra Haakon V’s senere tid kjendes bare en eneste norsk sendefærd til England, nemlig kanniken Hugo i Stavanger i 1309 (nr. 467)[1]. Fra Magnus Eriksson og Haakon VI kjendes heller ikke mange norske sendefærder. Omkring 1324 maa erkebiskop Eiliv, drotseten Erling Vidkunsson og andre medlemmer av formynderstyret ha sendt breve til Edward II for at faa gjenoprettet det gode forhold mellem landene. Paa dette brev svarte kong Edward 17⁄2 1325 og sa, at hvis de vilde sende sendemænd til ham for at faa gjenoprettet freden, vilde han motta dem venlig og gjøre hvad han kunde. 3⁄11–1384 fik den tidligere drotsete, hr. Agmund Finsson, leidebrev for at drage til England med et følge av 40 ryttere, tjenere, hester, osv. Det er dog mulig at hr. Agmund ogsaa i 1373 var i England, siden Edward III den 17de april dette aar gav befaling til sin skatmester om at han skulde gi Hermand de Fynston, chiualer au Roy de Norwey, et forgyldt og emaljert drikkebæger av sølv. Under dronning Margrete var hendes kapellan, den danske Sven Stalfot, omkr. 1393 i længere tid i England[2].
De engelske sendefærder til Norge var langtfra saa hyppige, og sendemændene synes som oftest at ha været mindre fremtrædende mænd.
Lignende sendefærder var ikke sjeldne i middelalderen. Jeg har dog i engelske kilder fra det 12te eller 13de aarh. næsten ikke fundet omtalt nogen mellem de engelske og de danske eller svenske konger. Dette hænger vistnok sammen med at forbindelsen mellem Danmark og Sverige og England i denne tid var forholdsvis ubetydelig.
