den norske konge; det var oftest korn og malt, en enkelt gang var det relikvier (til den syke Magnus Lagabøter, nr. 298) og undertiden smykker, saaledes i 1235 et diadem av guld med ædle stener (nr. 214), og i 1237 et signet av guld, som kostet 6 £, 17 s. 9 d. (nr. 227), og i 1251 en krone med ophøiede blomster (nr. 252). Muligens har ogsaa Haakon Haakonsson git den engelske konge lignende gaver. Mellem de engelske kronjuveler nævnes i 1255 »keiserens hat« og »kronen fra Norge« (corona de Norwagia nr. 261).
Sendemændene fra den norske konge fik ogsaa regelmæssig gaver, mest penger, stundom ogsaa klædninger. Saaledes fik Roar Kongsfrænde i 1215 en klædning av skarlagen, nemlig en kappe med frynser og en kjortel, hans kapellan en uldkappe foret med kaninskind og hans to tjenere grønne kapper. Desuten fik sendemanden selv en forgyldt skaal (nr. 108, jfr. nr. 133). Ogsaa ellers fik norske stormænd stundom slike gaver. Bjarne Erlingsson fik saaledes i 1284 av Edward I en stor guldring, som han nævner i sit testamente av 1308 (D. N. XV nr. 1). Hans bror Vidkunn takket siden i et endnu bevart brev kongen for den velvilje han hadde vist broderen (nr. 314). Hundrede aar senere fik Agmund Finnsson et forgyldt bæger i gave.
Flere aktstykker handler om egteskapsforbindelser, bl. a. om Haakon Haakonssons mislykkede frieri for sin ældste søn til en datter av Henrik III (nr. 269) og om den senere kong Haakon V’s tanke paa at finde sig en brud i England. Der kom i den anledning sommeren 1294 en sendefærd fra Norge til England (nr. 393 f.). Men disse egteskapsplaner blev ikke til noget. I 1295 sluttet Frankrike og Skotland forbund mot England. Eirik Magnusson sendte hr. Audun Hugleiksson til Filip IV av Frankrike (1285–1314) og lot ham tiltræde dette forbund
