søkte dog kong Haakon at bedre forholdet til England og sendte korsbroder Hugo i Stavanger til Edward II for at fornye det gamle forbund (nr. 467). Kong Edward var ogsaa villig til dette og sendte et utkast til ny traktat. Om den virkelig blev fornyet, vet vi dog ikke. De stadige stridigheter mellem norske og engelske sjøfolk og kjøbmænd forværret forholdet. Endda værre blev det, da nogen kjøbmænd fra Berwick on Tweed, som laa i en havn Vidabelle eller Vidaholm ved Viksiden – rimeligvis for sildefiskets skyld – i 1312 dræpte sysselmanden her og ti andre fornemme mænd. Efter dette fulgte en række arrestationer og beslaglæggelser baade i Bergen og i Viken og gjentagne klager baade fra engelske borgere og fra Edward II.
Jeg skal ikke her komme nøiere ind paa hele denne strid, som jeg alt før har behandlet i en avhandling i »Historisk Tidsskrift«. Jeg skal bare nævne, som et vidnesbyrd om hvor stor ophidselsen var paa begge sider, at kong Haakon i 1313 klaget over at mayoren i Lynn for retten hadde avlagt falskt vidnesbyrd mot ham (nr. 490). I 1317 klaget Haakon V paany til Edward II over at englænderne baade i kansleriet og for retten fremstillet falsk den behandling som blev dem tildel i Norge (nr. 505). Mellem klager fra englændernes side er den interessanteste et hittil ukjendt aktstykke fra arkivet i Guildhall. Det handler om Londonerkjøbmanden David of Cotesbroke’s agent Nicholaus Lescot, som sammen med andre engelske kjøbmænd i juleuken 1312 blev fængslet i Bergen, ja endog dømt til døden. Det ser ut som om der har været forsyndelser paa begge sider. Men naar f. eks. den kongelige sysselmand i Marstrand, hr. Peter Dyre, og ridderen hr. Snare Aslaksson fremstilles som røvere og misdedere, da synes dette mindre trolig.
Litt efter litt blev dog forholdet mellem begge lande
