Derimot var det ikke saa faa englændere og skotlændere
som kom til Norge og i norsk tjeneste. Dels var det
prester og munker, og dels var det adelsmænd. Der maa
i det 13de og i begyndelsen av det 14de aarh. ha været en
mængde utenlandske geistlige i Norge; mest var det englændere
og delvis ogsaa franskmænd og flamlændere[1]. I
slutningen av middelalderen var det derimot mest dansker
og tyskere som fik prestekald i Norge. Av biskoper i
Bergen var i det mindste to englændere av fødsel, nemlig
Snorres gamle hirdprest Martin, som blev biskop i 1194[2],
og Gisbrikt, som blev utnævnt i 1349; Gilbert, som i
1260 blev biskop i Hamar, maa efter navnet at dømme
ha været skotlænder eller suderøing av fødsel. Han var
forut archidiakon paa Hjaltland[3]. Især hadde kongerne
mange utenlandske klerker i sin tjeneste. Mellem de vidner,
som var tilstede da kong Haakon [omkr. 1226–1254]
stadfæstet Magnus Eirikssons gave av Stavanger by til
domkirken i Stavanger, kan nævnes meistare Willialmr
og Willialmr bote, kapalin konongs[4]. Begge har sandsynligvis
været englændere eller skotlændere; bote er vel
det skotske navn Bute, som i aktstykker fra denne tid
skrives Bot, Boet. Fra de Britiske Øer var sikkerlig
ogsaa magister Rowandus, som i 1291 var Eirik Magnussons
sendemand til England. I 1293 anbefalte kong Eirik
og hertug Haakon til kong Edward I sin klerk Galfrid
- ↑ Paa Island var der, som bekjendt, i 14de aarh. engelske biskoper.
- ↑ Biskop Martin gjestet England i 1208 (nr. 92).
- ↑ Navnet Gillibertr synes med biskop Gilbert at ha vundet indpas i bygderne rundt Mjøsen, jfr. D. N. XI, s. 30: Gillibiærter a Kaglæimi (1340 Nes, Hedemarken) og Gillibiærtter Andresson, prest i Vardal 1360, D. N. VIII s. 201, I, s. 290 (Lind, Norsk-isländska dopnamn från medeltiden, sp. 334).
- ↑ D. N. I, nr. 51.
