Hans. Ukb. nr. 746). Litt efter litt ophørte dog nordmændenes skibsfart paa de tyske byer ved Østersjøen ganske. Endnu i 1298 handlet dog Amund Bratte, som tilhørte en stor kjøbmandsslegt i Tunsberg og Oslo, paa Rostock[1]. Han selv eller en av hans efterkommere maa ha bosat sig i Rostock og ha grundlagt et handelshus der. Omkring 1350 var nemlig Elisabet Bratte chef for et større firma i denne by[2]. Endnu i 1352 nævnes nordmænd i Nowgorod[3]. Men virkelig handelsforbindelse var der neppe paa den tid.
Ogsaa paa det vestlige Tyskland, Sachsen og Westfalen, hadde nordmænd i den tidlige middelalder drevet handel. I Olav den helliges saga i »Heimskringla« (k. 61) heter det, at »Vikverjerne kjendte kristne steder bedre end folk nord i landet, thi der [i Viken] var der baade vinter og sommer mange kjøbmænd, baade danske og saksiske. Vikverjer for ogsaa meget i kjøbfærd til England og Saksen eller Flæmingjaland (Flandern) eller Danmark, men nogle var i viking og hadde vintersæte i kristne lande«. At der virkelig er noget sandt i denne fortælling. synes de mange myntfund fra det 11te aarh. at vise. I disse forekommer tyske mynter i stor mængde, og mest vesttyske. Hvor længe denne skibsfart og handel har været fortsat, vet vi ikke. I en toldtarif for Utrecht fra 1122 siges det, at nordmændene har toldfrihet naar de kommer til denne by[4]. Nordmændene har altsaa engang drevet livlig handel paa Utrecht. Toldfriheten kommer
